FCK trak det længste strå

oktober 1, 2006

Det blev FC København, der foran 40.463 tilskuere i Parken, trak det længste strå i nyklassikeren mod Brøndby. Sejren blev på 1-0 ved et mål af svenske Fredrik Berglund kort inde i anden halvleg. Brøndbys Mark Howard tabte hovedet og svigtede holdkammeraterne, idet han igen blev udvist i en vigtig kamp efter at have modtaget to gule kort. Udvisningen faldt allerede efter blot 35 minutters spil.

Brøndby kom frem til en enkelt chance ved Thomas Rasmussen i slutningen af kampen, men var ellers ikke i nærheden af at true FCK’s sejr og fik dermed deres første nederlag i SAS ligaen.

FC København indtager nu førstepladsen i SAS ligaen med 23 point, mens Brøndby dumpede ned på 5. pladsen med 19 point.

Læs FCK’s beskrivelse af kampen

Læs BIF’s beskrivelse af kampen


Celtic slog FC København i Champions League

september 27, 2006

FC København tabte foran 59.000 tilskuere i Glasgow med 1-0 til Celtic med Thomas Gravesen på holdet. Målet blev scoret på et straffespark begået af en ellers godt spillende Michael Gravgaard mod Celtics japanske spiller Shunsuke Nakamura. Straffesparket blev sikkert eksekveret af angriberen Kenny Miller.

Thomas Gravesen gjorde sig især i anden halvleg bemærket med flere gode afleveringer, der var med til at gøre Celtic farlige foran københavnernes mål. FCK kom ikke selv i nærheden af nogle nævneværdie chancer, selvom man stillede op med to angribere i form af svenskerne Marcus Allbäck og Fredrik Berglund.

Manchester United vandt ude med 0-1 mod Benfica i FCK’s Champions League gruppe, og dermed fører englænderne nu gruppen med maksimumpoint efter de to indledende kampe. FCK må tage til takke med en del sidsteplads i puljen sammen med portugisiske Benfica.


Solbakken har udtaget truppen mod Celtic

september 26, 2006

FC Københavns cheftræner, Ståle Solbakken, har udtaget 17 mand til truppen i aften mod Celtic i Glasgow.

FCK kan stille med stærkeste mandskab bortset fra den skadede Jesper Grønkjær.

1. Jesper Christiansen
2. Lars Jacobsen
4. Hjalte Nørregaard
5. Brede Hangeland
6. Tobias Linderoth
8. Michael Silberbauer
9. Fredrik Berglund
11. Marcus Allbäck
13. Atiba Hutchinson
14. Michael Gravgaard
15. André Bergdølmo
16. Dan Thomassen
17. Oscar Wendt
20. Razak Pimpong
23. William Kvist
28. Martin Bergvold
31. Benny Gall


FCK i spidsen af SAS-ligaen

september 25, 2006

FC København bragte sig i weekenden i spidsen af SAS-ligaen ved på hjemmebane at besejre FC Midtjylland med 2-1. FCK’s mål blev scoret af svenske Marcus Allbäck og Dan Thomassen. FC Midtjyllands Dennis Sørensen reducerede til slutresultatet 2-1.

FCK har nu 20 point for 9 spillede kampe, og ligger lige foran AaB, der ligeledes har 20 point men for 10 kampe. FCK har en målscore på 18-8.

Brøndby følger efter på tredjepladsen med 19 point for 9 kampe efter at de spillede uafgjort mod OB på udebane med 2-2.


FC København sneg sig videre i pokalturneringen

september 21, 2006

5.813 tilskuere så FC København gå videre i pokalturneringen efter straffesparkskonkurrence og 1-1 i den ordinære spilletid mod Thisted. I det 7. minut brændte Lars Jacobsen et straffespark, men 29 minutter senere fik Hjalte Bo Nørregaard scoret til 0-1. Thisted fik dog udlignet ved Daniel Kristensen, og stillingen 1-1 holdt hele kampen ud.

Straffesparkskonkurrencen blev vundet af FC København, da Thisted brændte sine første 3 straffespark, mens FCK scorede på deres.


Champions League point til FCK

september 14, 2006

FC København fik en god start på Champions League, da det med et målløst resultat lykkedes at hente det ene point mod portugisiske Benfica foran godt 40.000 tilskuere i Parken.

FC København var godt med fra start uden at det dog førte til de store chancer. Jesper Grønkjær måtte udgå i det 35. minut med en skade.

I anden halvleg var Benfica meget tæt på at tage føringen, da Paolo Jorge i det 74. minut hamrede bolden på stolpen. FC København holdt dog stand, og ligger nu på en 3. plads i gruppe F, der føres af Manchester United efter deres 3-2 sejr hjemme mod Celtic.


FC København tabte i Parken

august 27, 2006

FC København formåede ikke at vise, at de var i stand til at bygge videre på den flotte sejr i Champions League kvalifikationen mod Ajax, idet de tabte med 0-2 i Parken mod AaB, der nu er nyt tophold i SAS ligaen.

AaB skulle blot bruge 20 minutter til at komme foran med 2-0, og målene blev scoret af Nomvethe og Michael Jakobsen.


FC København møder Manchester United

august 24, 2006

FC København fik en nogenlunde fornuftig lodtrækning i Champions League, idet de kom i pulje med Manchester United, Celtic og Benfica. Manchester United er naturligvis store favoritter til at vinde puljen, men der må siges at være chancer for at komme på 2. pladsen, der sikrer videre deltagelse i turneringen.

Puljerne i gruppespillet:

Gruppe A
FC Barcelona
Chelsea
Werder Bremen
Levski Sofia

Gruppe B
Inter
Bayern München
Sporting Lissabon
Spartak Moskva

Gruppe C
Liverpool
PSV Eindhoven
Bordeaux
Galatasaray

Gruppe D
Valencia
Roma
Olympiakos
Shakhtar Donets

Gruppe E
Real Madrid
Lyon
Steaua Bukarest
Dynamo Kiev

Gruppe F
Manchester United
Celtic
Benfica
FC København

Gruppe G
Arsenal
FC Porto
CSKA Moskva
Hamburger SV

Gruppe H
AC Milan
Lille
AEK Athen
Anderlecht


FCK-aktien i himmelflugt

august 24, 2006

Aktionærerne i Parken Sport og Entertainment, der ejer FC København, glæder sig nok en hel del over gårsdagens store præstation, da FC København kvalificerede sig til hovedturneringen i Champions League ved at besejre Ajax med 0-2 i Amsterdam. Aktien havde ellers oplevet et kurstab efter nederlaget i den første kamp, men efter kvalifikationen blev sikret, er aktien steget med næsten 20 procent.

Onsdag var lukke-kursen på 975 og her kl. 12.00 er kursen oppe i 1.178.

Stigningen skyldes meget naturligt forventninger om forbedret indtjening som følge af deltagelsen i Champions League, hvor FC København skulle være garanteret indtægter på op imod 70 millioner kr. Aktieanalytikere påpeger dog, at der er tale om en engangsindtægt.


FCK i Champions League

august 24, 2006

FC København gjorde det umulige, da de efter at have tabt 1-2 til Ajax i Parken i den første kamp vandt 2-0 på udebane i returkampen og dermed sikrede sig deltagelse i Champions League. Det er første gang i FC Københavns historie, at klubben skal deltage i den fornemme turnering og blot anden gang, at et dansk klubhold er med.

Ajax sad ellers planmæssigt på kampen i første halvleg, men det lykkedes FCK at holde stand og i det 59. minut scorede Michael Silberbauer på en helflugter efter et frispark sparket af Tobias Linderoth. 18 minutter senere gav Ajaxs Vermaelen så en hjælpende hånd, da han scorede i eget net til slutresultatet 0-2.

Der er lodtrækning til Champions League turneringen torsdag i Monaco, hvor FC København er seedet i fjerde seedningslag.